verb indikativ presens
kan
verb indikativ preteritum
kunne

kunne (verb)

  • (ha anledning til) (verb) sáhttit
    Der kan man spille biljard, danse og treffe andre ungdommer.
    Doppe sáhttá speallat biljárda, dánset ja deaivvadit eará nuoraiguin.
  • (ha evne eller kunnskap til) (verb) máhttit
    Vi søker en person som kan samisk både skriftlig og muntlig.
    Ohcat olbmo gii máhttá sámegiela sihke čálalaččat ja njálmmálaččat.
  • (kunne utenat) máhttit bajil
    Jeg kan diktet utenat.
    Divtta mun máhtán bajil.
verb indikativ presens
kan
verb indikativ preteritum
kunne
kunne Oza buot hámiid teavsttain →
  • kunne verb indikativ preteritum
  • kunne verb infinitiv

Juoga ii doaimma?

Jus fuobmát meattáhusa, de berrešit váldit oktavuođa minguin. Čilge čuolmma ja muital guđe neahttalohkki dahje mobiilatelefovnna don geavahit, ja maid ledjet ohcame go fuobmájit váttisvuođa.

kunne lea vejolaččat dán sáni hápmi:

kunne Oza buot hámiid teavsttain →
  • kunne verb indikativ preteritum
  • kunne verb infinitiv