botket (verb)
-
(verb) bryte;
slite av
- Searvi áigu botket oktavuođa fylkabellodagainis.
- Foreninga vil bryte kontakten med fylkespartiet sitt.
- slite seg løs
Juoga ii doaimma?
Jus fuobmát meattáhusa, de berrešit váldit oktavuođa minguin. Čilge čuolmma ja muital guđe neahttalohkki dahje mobiilatelefovnna don geavahit, ja maid ledjet ohcame go fuobmájit váttisvuođa.
botket lea vejolaččat dán sáni hápmi:
- botkehit Sátnehistorjá → Oza buot hámiid teavsttain →
-
- botkehit verb transitiv indikativ presens nektingsform
- botket Sátnehistorjá → Oza buot hámiid teavsttain →
-
- botket verb transitiv
- botket verb transitiv infinitiv
- botket verb transitiv indikativ presens 1.p.flt.
- botket verb transitiv indikativ presens 2.p.ent.
- Der/d
-
- avledning: -d verb imperativ nektingsform
- avledning: -d verb imperativ 2.p.ent.
- avledning: -d verb indikativ presens nektingsform
- Der/h
-
- avledning: -h verb imperativ nektingsform
- avledning: -h verb imperativ 2.p.ent.
- avledning: -h verb indikativ presens nektingsform