gorgŋet (verb)
-
(en gang)
(verb) klatre
- Fargga son lei gorgŋen nagirvárrái.
- Like etter så sovnet hun.
Juoga ii doaimma?
Jus fuobmát meattáhusa, de berrešit váldit oktavuođa minguin. Čilge čuolmma ja muital guđe neahttalohkki dahje mobiilatelefovnna don geavahit, ja maid ledjet ohcame go fuobmájit váttisvuođa.
gorgŋet lea vejolaččat dán sáni hápmi:
- Der/d
-
- avledning: -d verb imperativ nektingsform
- avledning: -d verb imperativ 2.p.ent.
- avledning: -d verb indikativ presens nektingsform
- Der/h
-
- avledning: -h verb imperativ nektingsform
- avledning: -h verb imperativ 2.p.ent.
- avledning: -h verb indikativ presens nektingsform
- gorgŋehit Sátnehistorjá → Oza buot hámiid teavsttain →
-
- gorgŋehit verb transitiv imperativ nektingsform
- gorgŋehit verb transitiv imperativ 2.p.ent.
- gorgŋehit verb transitiv indikativ presens nektingsform
- gorgŋet Sátnehistorjá → Oza buot hámiid teavsttain →
-
- gorgŋet verb intransitiv
- gorgŋet verb intransitiv infinitiv
- gorgŋet verb intransitiv indikativ presens 1.p.flt.
- gorgŋet verb intransitiv indikativ presens 2.p.ent.